Jobsøgende på barsel

I sidste uge lagde Momunity et opslag op omkring en mor, som var bekymret for at sadle om i arbejdslivet. Hun trivedes virkelig ikke, men hun havde jo gode vilkår og kan man så prioritere sig selv??
Samme dag havde jeg lige fået et afslag på et job. Jeg er nemlig jobsøgende og det var jeg også før graviditeten.
Jeg sad i et offentligt job med virkelig gode vilkår, men jeg har aldrig været så langt nede psykisk. Jeg ved, at hvis jeg ikke havde sagt op, så havde Rose ikke været her idag.

Det er pisse hårdt at sadle om og søge nyt job. Især hvis du ikke har et i forvejen.
Det tærrer på psyken og ledighedsstress er en følgesvend. Der er konstant op og nedture og især i denne coronatid, er afslagene mange. Der er ofte over 300 ansøgere til de stillinger jeg søger og mange gode mennesker med mange års erfaringer, er kommet på arbejdsmarkedet.

Det hele bliver lidt nemmere med mit nye mantra. Det giver mig styrken til at komme videre. Rejse mig og kæmpe for mig selv og min integritet. Jeg kan sagtens gå på kompromis med mine krav til en ny arbejdsplads, men med det her mantra bliver tudeturene kortere.

“Jeg er god nok, som jeg er og jeg skal finde et job, hvor jeg trives.

Sådan kan jeg bedst lære Rose, at hun ikke skal acceptere at mistrives.”

Herunder er de tanker, som Momunitys opslag inspirerede mig til.


Jeg sidder med min 1-årige datter på skødet og græder.
Endnu engang har jeg fået et afslag på et job og det er noget pis.

Da vi startede Projekt baby, havde jeg en fast stilling i det kommunale med god barsel, omsorgsdage og en høj løn. Desværre var der også et så horribelt arbejdsmiljø, at jeg og minimum én anden kollega, gik ned med så alvorlig stress, at vi måtte en tur på neurologisk afdeling med lammelser i kroppen.

Så hvad gør man?

Nu havde jeg besluttet at blive mor. Jeg ville have ansvaret for at opdrage et andet menneske.
Børn gør hvad de ser, vi gør – ikke hvad vi siger, vi gør.

Jeg tog konsekvensen og sagde op. Håbet for at finde noget inden jeg blev gravid levede, men det lykkedes ikke. Pludselig stod jeg med en stor, flot mave og så er det svært at få et job – især hvis du ikke har 10 års erfaringer med i kufferten.

Derfor har jeg under hele min barsel været arbejdsløs. Derfor er jeg stadig arbejdsløs.
Det er sindssygt hårdt at være på barsel uden at have noget at vende tilbage til.
Det eneste man har er et jobcenter og en dårlig økonomi.
Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende.

Men jeg ville heller ikke ønske for ham/hende at sidde i et job, hvor kun kroppen er tilstede.
Vi bruger det meste af dagen på jobbet og fortjener vi så ikke at være et sted, hvor både krop, hjerne og hjerte er til stede? Fortjener vi ikke et job, hvor vi bliver fyldt med energi, som vi kan tage med hjem til vores familie?
Fremfor et job, hvor vi bliver drænet, så der bare kommer en zombie hjem til ungerne?

Jojo, vi kan ikke undgå at komme trætte hjem. Det er en balance. Men balancen skal være korrekt.
Er det ikke den eneste måde, at vi kan lære vores børn, at de skal stå ved dem selv?

Jeg har brugt min barsel på at finde ud hvad jeg vil.
Hvilken type arbejdsplads vil jeg være på og hvilke slags kollegaer vil jeg have?
Det leder jeg stadig efter og jeg græder stadig når jeg ikke får jobbet.
Men jeg kommer hurtigt op igen – for jeg vil lære min datter, at hun er god nok som hun er og hun skal ikke tage til takke med nogle, der ikke kan se det.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen