Fødslen – 7 uger for tidligt

Ønskebarn

Da jeg i oktober 2017 mødte min kæreste Martin, gik det ret hurtigt før jeg vidste, at han skulle far til mine børn. Da vi begyndte at prøve, var min krop imidlertid okkuperet af stress og der var slet ikke plads til en baby. Så tog jeg konsekvensen og sagde mit job op, gik til akupunktur og 2 måneder efter var jeg gravid.
Min mave voksede som var der trillinger og jeg var kuglerund efter tre måneder. Jeg var vild med at være gravid og gik all in på sundhed. Vi fandt ud af, at der kun var én baby i maven og hun skulle hedde Rose. Samtidig var jeg dybt frustreret over at være træt og ikke kunne det samme som før. Jeg begyndte at få stærke smerte hen over sommeren, mens vi forberedte os på forældreskabet. Vi hørte ”Fødselskanalen”, når vi kørte i bil og jeg læste alle bøgerne. Vi gik til fødselsforberedelse privat og var afsted på Herlev et par gange. Den sidste gang nåede vi ikke.

I september begyndte jeg at få virkelig ondt i kroppen. Jeg var træt og uoplagt og kunne ikke sidde på en almindelig stol. Jeg arbejdede hjemme fra sengen indtil jeg blev sygemeldt i oktober. Vi tog ud af spise og jeg kunne næsten ikke spise noget pga. smerterne. Jeg vandrede frem og tilbage mellem den hårde stol og toilettet, og var voldsomt irriteret over tjeners ansigter, når de hoppede til side for den gravide. De opførte sig som om, jeg var højgravid og der var altså 2 måneder til.

”Bare vent til du når december”

Den 21. oktober gik jeg til lægen til tredje trimester-tjek. Alt så fint ud. Stor mave og et SF-mål, der sprang kurven, men det gjorde ikke noget. De der smerte var ikke noget – ”Bare vent til du når december”.
Jeg lagde en story op om mit kæmpe SF-mål, for det var da lidt sjovt. Min jordemoderveninde fra Viborg, skrev bekymret til mig, at jeg skulle ringe til fødeafdelingen. Det gjorde jeg og fik besked på, at ”læger måler ofte forkert”.
Dagen efter gik med ro og hygge. Jeg lå på sofaen med en dyne det meste af dagen. Jeg kunne ikke spise så meget pga. kvalme, men under 21-nyhederne formåede jeg alligevel af klemme en romkugle ned. Og så skete det.

Pludselig sagde det højt smæld og det sprøjtede ud med vand – Ud over chaiselongen og ud på gulvet. Vi anede ikke hvad der foregik. Min kæreste måtte hjælpe mig op, mens jeg stortudende ringede til Herlev. Vi anede ikke hvad der foregik og huskede ingenting fra fødselsforberedelsen. Jordemoderen bad mig ligge ned og fortalte, at der ville komme en ambulance. De 50 minutter vi måtte vente, føltes som 5 timer. Min kæreste pakkede febrilsk taske og stod med overtøj og kiggede efter ambulancen. Imens lå jeg nøgen i sengen med veer og skreg.
Endelig så han ambulancen, men den kørte forbi os. Så han måtte beslutte – skal jeg blive hos min kæreste i smerter eller løbe ned på gaden? Ned på gaden kom ham og fik fat på ambulancen, som var faret vild. De forklarede min kæreste, at de ikke kunne få en båre med op på 2. sal. Det skal siges, at vi bor i en 60’er bygning og der er masser plads. Der er også en lille elevator. Ind kommer tre mand til synet af mig i sengen – tydeligvis med regelmæssige veer. Det er en elev, der skal undersøge mig. Hun sætter sig på sengen og mærker på min mave. Så mærker hun på, hvor åben jeg er – 4 cm. Det er først bagefter, at vi finder ud af, at de under ingen omstændigheder på røre ved den fødende på den måde. Da jeg skal ned i ambulancen, kommer den ene redder ind – han siger noget lignede: ”Kira. Vi kan ikke få en båre op. Så vi må finde på noget andet… du kan jo gå ned, du kan sætte dig på en stol og vi kan bære dig eller du kan ligge på en dyne og vi kan bære i hvert hjørne.” Og hvad gør man så? Når fagpersonale siger, at man kan gå ned fremfor at risikere at blive tabt på gulvet ud af en dyne – ja, så gør man det.
I ambulancen mærkede eleven videre, mens min kæreste viste vej på forsædet. Hun mærker hårdt på maven og siger flere gange: ”Nu ligger hun med hoved ned. Nu ligger hun med hovedet oppe.” Der måtte jeg så skrigende rette hende og fortælle, at ”det er en baby i uge 32 der ligger inde og ikke en lille bønne”.

“Kommer hun nu?”

Så kommer vi til fødegangen og de kan godt se, at jeg er længere henne end de havde regnet med. Både mine forældre og mine svigerforældre er nået frem og har ventet længe. Min mor har fortalt, at den ene ambulanceredder virkede som om, at han ikke mente, at jeg var i fødsel.
En jordemoder fortæller os – min kæreste, min mor og jeg selv, hvad der skal ske. Der vil komme mange læger og andet personale, din datter skal have lungemodner, hun skal på børnebordet, du vil ikke komme til at se hende med det samme. Undervejs spørger jeg flere gange ”kommer hun nu?”. Jeg tror ikke, at jeg ville forstå det. Jeg er så bange og så ked af det. Samtidig koncentrerer jeg mig bare sindssygt meget. Det her er det vigtigste øjeblik i mit liv og jeg skal bare sørge for, at vi alle klarer den.

 Jeg bliver sendt ud at tisse, så de kan se om det er svangerskabsforgiftning. I min journal kan jeg se, at jeg er på toilettet max 5 minutter, men det føltes som 20 minutter og jeg har aldrig været så skræmt. Jeg sætter mig på toilettet og kan godt mærke, at det presser på. Pludselig sprøjter det ud med blod og lort, og jeg falder ned på gulvet i smerte. Og der ligger jeg. På alle fire med hovedet i min egen pøl af lort og blod. Og presser og skriger. Jeg skal fandme ikke føde på gulvet på et hospitalstoilet. Døren går op og jeg bliver hevet op på en seng af min kæreste og en ny jordemoder. Jeg er 10 cm åben. Det er presseveer og min datter kommer nu.
De får mig op på en båre og vi løber ned på en fødestue og så går det stærkt. Jeg ænser ikke, at der udover jordemoderen, min mor og min kæreste, er 4 andre personer til stede. Jeg kan svagt huske en person, der vil give mig nogle papirer, men må droppe det. Jeg skriger højt på en presseve én gang og så beder jordemoderen mig om at lukke i og presse til – på den bedste og mest omsorgsfulde måde. Det hjælper og Rose kommer ud på to veer.
Et helt vidunderligt hyl rammer vores ørene og en lille lyserød bebs smurt ind i fosterfedt og blod, kommer til syne. Hun får lov at ligge på min mave i 17 minutter indtil jeg føder moderkagen. Så kommer hun på bordet og op på neonatal sammen med far. Mine forældre bliver hos mig på stuen, hvor jeg ligger i to timer.

Aldrig har jeg været så stolt. Så fyldt med adrenalin. Så høj. Så kvindelig. Det var en ægte oplevelse af styrke.
Jeg klarede den og jeg var fucking sej.
Adrenalinen fortsatte. Ikke bare de næste par dage. Men under hele indlæggelsen. Og i flere måneder derhjemme. Verdens bedste super-mor.
Eller også var det alarmberedskab?
Det tror jeg idag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen